Nye beboere kan forvente et godt naboskab i et velfungerende seniorbofællesskab. Det gode naboskab betyder en hjælpende hånd, hvis der er behov for det. Naboen kan f. eks. holde øje med ens bolig og vande blomster, mens man er ude at rejse.
Nye beboere skal både kunne og ville deltage aktivt i at sikre og udvikle Kongskærs fremtid som et beboerstyret seniorbofællesskab. Dette indebærer, at beboerne deltager i foreningsmæssige aktiviteter herunder bestyrelsesarbejde i Grundejerforeningen Kongskær, i AAB afdeling 46 og i Andelsboligforeningen Kongskær.
Derudover udfører beboerne en del praktiske gøremål blandt andet i forbindelse med sammenkomster med borddækning, kaffebrygning og oprydning.
Ét medlem af ansøgerens husstand skal være fyldt 55 år inden indflytning. Ansøgere til lejeboliger skal være medlem af AAB inden indflytning. Højest 2 personer må have fast bopæl i hver af Kongskærs boliger, mindst den ene beboer skal være selvhjulpen. Man må ikke have hjemmeboende børn.
Der er en venteliste med ansøgere til en bolig i Kongskær. Man skal være fyldt 45 for at kunne blive optaget på ventelisten.
Hvis du er interesseret i en bolig i Kongskær, så skriv til Grundejerforeningen Kongskær, Primulavej 42, 7100 Vejle, kongsvente@gmail.com. Så vil du blive kontaktet af vores ventelisteadministrator.
Ventelisten gennemgås og ansøgere, der er mellem 55 og 75 år, som har forældre eller søskende, der bor i Kongskær får først tilbudt boligen. Hvis boligen ikke bliver afsat, tilbydes den andre ansøgere mellem 55 og 75 år. Hvis boligen stadigvæk ikke bliver afsat, tilbydes den ansøgere, der er over 75 år.
Ansøger, der ønsker at overtage en ledig bolig, bliver inviteret til en kop kaffe og en samtale. Under samtalen orienteres om Kongskær seniorbofællesskab. Efter mødets afslutning får ansøger svar på, om ansøgningen er imødekommmet.