Grundejerforeningen har ladet opføre et antal carporte på fællesarealet. De ejes og vedligeholdes af foreningen og kan lejes af Kongskærs beboere.
Udlejningen styres af bestyrelsen, der også fastsætter lejen, som betales kvartalsvis forud. Der oprettes venteliste til disse carporte, og når en carport bliver ledig, skal udlejning ske i overensstemmelse med rækkefølgen på ventelisten.
I henhold til lokalplan nr. 134 skal alle Kongskærs boliger være tilsluttet fjernvarme. Der må ikke opføres skorstene for pejse, brændeovne eller andre ildsteder.
Ligeledes må der ikke opsættes synlige antenner.
Der må holdes almindelige kæledyr (hund, kat, stuefugle, akvariefisk) under forudsætning af, at ejeren sørger for, at kæledyret ikke forurener eller på anden måde er til gene for de øvrige beboere. Overtrædes denne bestemmelse, kan bestyrelsen efter forudgående skriftlig advarsel kræve kæledyret fjernet.
Eventuelle overdækninger over terrasser herunder markiser, opførelse af udestuer eller lignende skal altid udføres i henhold til gældende lovgivning, lokalplanens paragraf 1, ligesom der skal indhentes en byggetilladelse. Endvidere skal bestyrelsens godkendelse indhentes, inden opførelsen begyndes.
Reglerne for parkering er beskrevet i et dokument, der udleveres til alle beboere.