For at kunne få bolig i Seniorbofællesskabet Kongskær, skal mindst ét medlem af ansøgernes husstand være fyldt 55 år inden indflytningen.
Ansøgere til en lejebolig skal ved indflytning være medlem af AAB. Højst 2 personer må have fast bolig i hver af Kongskærs boliger. Hvis en ansøger flytter ind i en bolig, skal vedkommende være selvhjulpen ved indflytning. Hvis to ansøgere flytter ind i samme bolig, skal mindst den ene være selvhjulpen. Man må ikke have hjemmeboende børn.
Beboerne i Kongskær har fortrinsret ved genudlejning eller salg af boliger indenfor Seniorbofællesskabets område. Forudsat at man er tilmeldt Kongskærs interne venteliste.
Ansøgere udefra, der ikke kan få bolig i Kongskær straks, kan optages på en ekstern venteliste. Kun personer der er fyldt 45 år, kan optages på denne venteliste.
Der opkræves et af bestyrelsen fastsat engangsgebyr for optagelse på den eksterne venteliste. Gebyret refunderes ikke ved indflytning eller ved udmeldelse. Derudover betales et årligt gebyr for at blive stående på ventelisten.
Bestyrelsen eller en af bestyrelsen valgt beboer varetager ventelisteadministrationen. En ledig bolig skal tilbydes interne og eksterne ansøgere i henhold til deres rækkefølge på ventelisten. En ansøger har fortrinsret, hvis ansøgeren er i alderen 55-75 år.
Godkendelse til en ledig bolig foretages af en repræsentant fra hver af de tre bolig grupper, som ligeledes skal være medlem af Grundejerforeningen Kongskærs bestyrelse. Inden godkendelsen bliver ansøger, en person eller et par, inviteret til et møde med de tre bestyrelsesmedlemmer. Mødet drejer sig om en forventningsafstemning mellem Seniorbofællesskabet og ansøger. Mødet foregår som en samtale under hyggelige former over en kop kaffe.
Når bestyrelsen har godkendt en ansøger, får vedkommende besked pr. telefon eller mail.