Foreningen består af 51 boliger, store grønne områder, fælleshus, torv og egen vej, Primulavej, der er en sidevej til Pedersholms Allé i Vejle.
Naturskøn beliggenhed med fredskov. Både tæt ved Vejles natur og tæt ved offentlig transport.
Et velfungerende beboerstyret seniorbofællesskab etableret i 1997.
Grundejerforeningen Kongskær, der har AAB afdeling 46, Andelsboligforeningen Kongskær og de tre ejere af ejerboligerne som medlemmer, varetager den praktiske del af driften af seniorbofællesskabet.
På grundejerforeningens årlige generalforsamling bliver der valgt medlemmer til grundejerforeningens bestyrelse.
Til at dække udgifterne ved driften af seniorbofællesskabet fastsætter generalforsamlingen et månedligt bidrag, som alle beboere betaler til grundejerforeningen.
Beboerne kommer ikke alene med forslag til grundejerforeningens bestyrelse, men de deltager også i arbejdet med at gennemføre forslagene.
28 lejligheder
20 andelsboliger
3 ejerboliger, huse
Alle boliger er ældrevenligt indrettet. Boligerne er opvarmet med fjernvarme. Der er plads til en vaskemaskine og en tørretumbler i alle boliger. Derudover hører der et redskabsskur til hver bolig. Lejlighederne og andelsboligerne deler et fælles parkeringsareal.
Fælleshuset har sal, gæsteværelse og køkken, som beboerne kan benytte. Beboere, der har overnattende gæster, kan leje overnatning for to i fælleshusets gæsteværelse. Ligesom beboere kan leje køkken og sal til private arrangementer.
Fælleshuset danner rammen om sammenkomster af forskellig art. Beboere med fælles interesser finder selv sammen i grupper og dyrker deres interesser, som de kan udfolde i fælleshuset.
Generelle fotos
Fotograf Grundejerforeningen Kongskær